Mexico - søndag den 06. juli 2008
Rundt om Oaxaca
Det var en lidt urolig nat. Et nyt sted og en del mere larm, end på vores værelse i Mexico City. Men langt at foretrække, for vi kunne få frisk luft. Der var en del gadelarm, hvilket vel måtte være naturligt, da det var lørdag aften og nat. I løbet af natten blev der fyret flere af de store kanonslag af. Ja kanonslag er måske at underdrive. Det var nærmere bomber. Helt frem til kl. 6 om morgenen var der gang i bragene. På det tidspunkt var fuglene begyndt at synge, selv om det ikke var blevet lyst endnu.
Morgenmaden blev indtaget på Cafe Alex, som vores hotelvært havde anbefalet. Menukortet viste ca. 20 forskellige retter med forskellige variationer af morgenmad. De bestod typisk af frugt eller omeletter og juice samt kaffe eller the. Så var der mexicanske variationer med varmt mad. Det bestilte smagte fint (for de af os, der nærmede sig en vågen tilstand).
Tilbage til hotellet, hvor vi var sat stævne kl. 9:50 og meget præcist blev vi hentet til dagens tur. Vi startede i en stor flot van med plads til 12-14 personer. Da vi havde kørt lidt rundt i nabolaget, var bilen fyldt op og vi havde fået mindst en mere på slæb. Vores guide var en ældre (lidt sat) mexicaner, der underholdt os både på spansk og engelsk.
Første stop var det 2000 år gamle og store cyprustræ i El Tule, ca. 15 km. udenfor Oaxaca. Det var enormt og det hævdes, at det er verdens bredeste træ - og ca. 58 meter i omkreds og 42 meter højt.
Undervejs i bussen fortalte guiden, at det område, som vi kørte i, kun er grønt, fordi det er regntid. Ellers er der gold og kun kaktusserne lever i bedste velgående.
Næste stop på turen var et korporativ, hvor der blev lavet tæpper. Først fik vi en grundig indføring i, hvordan de bruger naturlige elementer til at frembringe farver. Alle farver blev forklaret og der indgik bl.a. ingredienser som bladlus, kaktus og citrusfrugter. Farverne skulle holde for evigt men man var i skarp konkurrence med andre producenter, der brugte kemikalier til farvningen. En af de unge mænd, der tog sig en lille pause fra fodboldbanen, for at underholde os, fortalte, at han vævede tæpperne efter sin egen fantasi. Han tegnede gerne et billede af det tæppe, han havde i tankerne, før han begyndte at væve. Der var en del flotte tæpper imellem men generelt set synes jeg, at de var lidt kedelige i farverne. Det skyldes sikkert, at man ikke kan fremkalde prangende farver uden brug af kemikalier.
Så gik det til Mitla, en by knap 50 km. sydøst for Oaxaca. Landsbyen rummer blandet en større ruin, som skulle have haft sin storhedstid, da en anden ruin tæt på Oaxaca blev forladt. Guiden fortalte lææænge om de enkelte ting i ruinen. Det blev lidt for meget, når vi nu ikke er så historisk interesseret. Til slut havde vi hele 20 minutter til at gå rundt og se på ruinen, tage fotos (hvilket jeg klogeligt havde gjort undervejs) og til at kigge lidt på det lille marked, der viste sig, ikke at være så lille endda. Vi drønede direkte ud til markedet og nåede både at få en is, købe en hængekøje til farmand - YES - man er vel kommet til hængekøjernes hjemland (for 320 pesos) - og en portion pistacienødder til Vibe.
Så blev der flyttet lidt rundt i vores busser, idet nogle af deltagerne på turen blev koblet af her. Vi havde købt den lange tur og skulle videre til et "vandfald" med navnet Hierve el Agua. Ja, vi er nødt til at sætte det i apostroffer, for det var egentlig ikke noget vandfald men snarere en form for kilder, som man kunne bade i. Vandet bobler lige så stille op fra undergrunden og indeholder en masse mineraler. Af udseende minder stedet meget om Pamukkale i Tyrkiet.
Selve turen derop til kilden var en længere affære. Vi kørte i næsten en time og det gik op i bjergene med hårnålesving og ujævn vej. Da vi nærmede os stedet, stoppede vejen brat og vi blev lodset ud, for at gå om bag en indhegning, hvor vejen fortsatte. Vi skulle betale 15 pesos pr. person, for at se området. Man kunne vælge at gå en kilometer eller blive fragtet bag på en pickup. Vi valgte det sidste, da vi ikke helt kunne finde ud af, hvor langt der var. Vejen var meget ujævn og det vil være synd, at kalde det en fornøjelsestur. Vi måtte virkelig holde godt fast, for at undgå ikke at blive smidt af ladet. Det sidste stykke til vandfaldet/kilden/svømmebassinerne gik ned over klipper. Det var et fascinerende syn. Vejret var ikke lige til at bade, for det småregnede lidt og vinden var en anelse kold. Hvis man ikke er vant til bjergkørsel, var det såmænd en charmerende tur op til kilden og udsigten undervejs var også flot. Men vi blev enige om, at det var med til at gøre dagens program for hårdt. Vi kom først til at spise frokost/aftensmad meget sent, så vi nåede at blive godt sultne.
Turen ned af bjerget tog en god halv time og vi kørte (heldigvis) ikke ret længe, før vi gjorde stop ved en restaurant. Her kunne vi vælge dagens ret, som bestod af en forret (suppe), hovedret (kylling) og dessert (ris og mælk eller budding). Dertil drikkevarer i form af vand, sodavand eller risvand. Nogle fik sågar varmt mælk, som Marie mener er meget populært). Hovedretten kunne fås i forskellige variationer, enten som ren grillet kyllingebryst eller med mole (sovs) over. Oaxaca er verdenskendt for sine moles, der fås i forskellige farver. Vi valgte mole negre (sort), og den smagte ganske udmærket. Jeg tror, at der var lidt chokolade i sovsen.
Sidste stop på dagens lange program var et besøg på en Mezcal-fabrik. Mezcal (udtales meskal) er den oprindelige måde at lave det, der senere er blevet til tequila på. Mezcal laves på en helt naturlig måde den brug af kemikalier af nogen art. Råstoffet er algarvekaktussen, der varmes i 3 dage i et hul i jorden med sten omkring. Derefter males kaktussen. Vi smagte på råvaren og det smagte sødt. Så blandes det malede materiale med vand i nogle dage, før der foretages en destillering af 2 omgange. Så havde man en mezcal. Det skulle vi selvfølgelig smage og der var 8-10 varianter af drikken. Ikke alt smagte lige godt, vil jeg tillade mig at sige. Den rene mezcal var ikke så meget værd. SÅ er en god tequila at foretrække. Men de havde også ældre udgaver af drikken og diverse blandinger, som egentlig godt kunne drikkes. F.eks. en med kaffe og chokolade. Vi valgte nu at købe en, som vist ikke var beregnet til salg til turisterne. Den indeholdt en række krydderurter og kaktus. Den smagte fint - men om det var fordi, der var rester af alle de andre ting, vi havde smagt, i glasset, det må jo stå hen i det uvisse. 120 pesos for sådan en flaske med 70 cl.
Så gik det de 40 km. tilbage til Oaxaca, hvor vi blev sat af, som de sidste. Det regnede lidt, da vi kom tilbage til byen men generelt set havde vi været forskånet for særlig meget regn i løbet af dagen. Som sædvanlig havde vi været lidt heldige, at regnen kom, mens vi sad indenfor (i bilen).
Klokken var omkring 8 og det var mørkt. Vi valgte at tilbringe aftenen på hotellet og Lasse og jeg hentede forsyninger i rom af en øl, en sodavand og en lille flaske vin. Mange butikker havde åbent om aftenen, selv om det var søndag. Kanonslagene bragede også rundt omkring i byen, så det var åbenbart ikke kun lørdag aften, at den slags udskejelser skete.
Trætheden overmandede os ved halv ti tiden.
